Kropsbehandlinger og arbejdet med kroppen

En behandling hos mig består af kropsterapi, afspænding, healing, massage, klarføling, vejledning og samtale.

Behandlingen har det formål dels at give dig en form for lindring i de symptomer og den uro du mærker her og nu, og samtidig er det en mulighed for at kigge ind bagved det hele og forstå hvad der ligger bag.

Jeg hjælper din krop med at opleve den stilhed og ro, som er i midten af dig, igennem en direkte samtale med dit nervesystem og hjerte.

En kropsbehandling kan bringe dig i en særlig afspændt tilstand, så du kan mærke nogle lag af dig hvor du sjældent opholder dig.

Det åbner op for muligheden for helbredelse på et dybere plan.
I den nærværende samtale, mærker jeg ind i din krops inderside, og beroliger dit sind. Jeg oversætter hvad jeg mærker der foregår i din krop, så en større forståelse kan opstå.

Sammen dykker vi ind i den dybere årsag bag kaosset, sætter det i bevægelse og sætter det fri. Så dybt som der er parathed til.

Vi taler også om hvordan du helt konkret kan integrere det hele i kroppen og i livet.

Hvad arbejder jeg ud fra?

Sygdom og ubalancer opstår når sjælens frie udfoldelse begrænses.

Sjælens længsel er at udtrykke sig frit, fra dit hjerte og ud gennem sind, følelser, krop og dit liv ud ad til. Når sjælen kan det, er livet inde i dig i samklang med livet uden om dig. Livet i dig kan strømme frit i alle celler af dig. Så er det dig, der fylder alle dele af dig. Og den livsgnist du er, genkender og mærker forbindelsen til Det store Liv.

Det skaber tryghed og frihed.

Når der er dele af dig, hvor Liv ikke får lov til at strømme, opstår der ’døde områder’ som over tid begynder at larme, lugte grimt og blande sig i hvordan du skal leve dit liv. Og de tager pladsen fra at kunne mærke kærlighed og liv.

Kroppen og nervesystemet er fuld af oplevelser, traumer og historier om rigtigt og forkert. Alt det former kroppen og sindet sig efter for at du bedst kan klare dig i det miljø du vokser op. Følelser og egenskaber som er blevet udstødt og udskammet længes efter at blive set og omfavnet.

Dele af os selv, som vi ikke kan rumme. Vores sind og krop bruger så utrolig mange kræfter på at de ikke siver op til overfladen, fordi vi har nogle erfaringer med at de ikke må være der, at andre ikke kan rumme dem. Så af frygt for ikke at blive elsket, har vi måtte adskille vores bevidsthed fra dem. De udsultes for omsorg, kærlighed og liv.

Så opstår der en hunger, som kan være svær at definere.

Oplevelser, traumer og historier fra dette liv trækker som regel tråde tilbage til en tyngde vi bærer på sjælen. En tyngde som ønsker at blive sat fri gennem oplevelser i dette liv. Det sker at jeg får vist hvad den tyngde er.

Inde bag alle symptomer og hunger er der et hjerte, en sjæl som længes efter at blive hørt. Nogle hjerter kalder meget insisterende. Et hjerte, som kalder på frihed til at være den du er. Den du er og var før du måtte lave om på dig selv. Sommetider er man komme så langt væk fra det oprindelige, at man har brug for hjælp til at huske det. Jeg hjælper dig med at huske, når tid er.

Jeg holder rum for den dybest mulige helbredelse og frihed i alle dele af dig.

Hvordan arbejder jeg?

Når jeg ser på en krop, ser jeg ikke kun en krop. Jeg ser et helt liv. Jeg ser en krop, der har formet sig efter livet og alt hvad der har fulgt med.

Jeg ser og mærker overbevisninger, følelser, mønstre, begrænsninger og frygt. Derfor når jeg arbejder og skal vejlede, bevæge og behandle der symptomer og udfordringer kroppen kommer med, ser jeg altid på kroppen som en del af en langt større sammenhæng end kun kroppen.

Jeg bringer min krop i en tilstand, så jeg kan tale med din krop, dit nervesystem, og dit hjerte. Jeg mærker efter hvor Livet strømmer frit, og hvor det ikke gør.
Jeg lytter med hele min krop til hele din krop, og i det nærvær kan transformationen ske.

Jeg placerer mig selv i nulpunktet, så jeg kan arbejde neutralt i lytningen og ikke farvet af mine egne ideer og historier. Herfra formidler jeg det jeg mærker.

Kropsbehandlinger og lagene i lagene iduns hjerte

Hvordan foregår en behandling?

Du bestiller en tid, og jeg spørger måske lidt til hvorfor du ønsker behandling.
I det øjeblik, vi har en aftale i kalenderen, er åbningen i din og min krop faktisk allerede i gang. Behandlingen er på en måde i gang, fordi du aktivt har sagt ja til at få behandling af mig, og at jeg hjælper med at belyse nogle ting i dig, og jeg har sagt ja til at være din behandler.

Din krop vil begynde at trække det frem, som vil arbejdes med. Og så mærker jeg det i mig, når jeg stiller ind på dig.

Når du kommer, sætter vi os først overfor hinanden for at lande og for at mærke hvor vi skal starte og hvilken retning behandlingen skal have. Behandlingen kan tage udgangspunkt i noget fysisk, i en følelse eller en historie du gerne vil undersøge. Eller en længsel, et ønske fra hjertet.

Når det er klart, kommer du op på briksen og ligge.

Det er op til dig hvor meget tøj du vil have på. Sådan som du befinder dig bedst. Jeg bruger mandelolie og æterisk olie på hud.

På briksen bruger jeg mine hænder til at kommunikere dybere med hele dig. Jeg følger de instrukser jeg får om hvor din krop kalder og hvordan jeg bedst bevæger området. Nogle steder skal der trykkes, strækkes, masseres, holdes, synges, rasles. Nogle steder taler jeg og andre gange er jeg stille. Jeg behandler på den måde, der skaber størst tryghed så din krop bedst kan overgive sig til den healing som ønsker at nå dig.

Jeg holder behandlingen inden for aftalt tid. Af og til kan en behandling tage længere eller kortere tid end forudbestemt, og det vil jeg varsle dig om hvis det sker.

Behandlingen afsluttes så roligt så muligt, så du kan nå at omstille dig inden du skal ud ad døren.

Hvor lang tid varer en behandling?

Det er muligt at vælge en behandling af 1 time, 1,5 time, 2 timer eller 3 timers varighed.

Behandlingen er den samme, men kortere eller længere tid giver forskellige muligheder.

1 time

Der er især hvis du er utrolig stresset så det er svært at være i rummet i mere end 1 time. Eller hvis du har et ønske om ‘kun at se hvad, der gemmer sig i venstre skulder’. Det kan også give mening, hvis vi vælger at arbejde intensivt i et forløb (ex. 6 x 1 timer), for eksempel med at skabe ro i dit nervesystem.

1, 5 time og 2 timer

Det er de behandlinger jeg har flest af. Her er der god tid og mulighed for at arbejde sig ind igennem forsvar, til et dybt møde med dit hjerte. Det er et godt sted at starte, og så kan vi mærke herfra om det skal være længere eller kortere.

3 timer

Alt muligt kan ske. Jeg holder det helbredende rum for dig, hvor der er god tid til at bevæge, det som gerne vil bevæges. Det kan være intenst at blive set så dybt i lang tid, og det er bedst ikke at have aftaler bagefter. De kvinder, jeg har haft igennem her, kalder behandlingen for ‘et kærligheds bad’, ‘en ny krop’ og ‘genfødsel’. Nogle kroppe har det bedst med at der er god tid til at arbejde i, og somme tider er der så store transformationer i gang i kroppen, at der er brug for længere modningstid til at bevæge det. Lidt som ved en fødsel, der tager den tid som den tager.

Hvis du mærker at 3 timer kalder på dig, går vi med det.

Priser

1 time 850 kr

1,5 time 1100 kr

2 timer 1350 kr

3 timer 1750 kr

Sådan booker du en tid til kropsbehandling